Har siddet og genset nogle af de web2TV-klip, der er lagt ind som inspiration. Og jeg må erkende, at jeg får følelsen af, at diskussionen om web2-teknologien nogle gange bliver meget ensidig. Fx synes jeg, at både indslaget om 21 century pedagogcy og indslaget fra Robin Hood skolen i Birmingham er meget forsimplede.
Selvfølgelig skal eleverne (og lærerne) anvende nettes muligheder for surfing,blogging, podcasting (ups, skal jeg selv lige have lært ved lejlighed...); men hvem siger, at eleverne per automatik på den måde bliver "enabled og engaged" til alt det, som det korte klip antyder? Det sker jo ikke af sig selv. Det kommer selvfølgelig an på, hvordan det bliver brugt.
Måske det er selvindlysende? Jeg kunne bare godt bruge, at vi ind imellem gik lidt dybere i refleksionen over de digitale mediers anvendelse i undervisningen. For det er da spændende at surfe, at skrive blogs, at lave film osv. Og selvfølgelig skal vi da det!!
Men eleverne skal jo også lære at samtale, at lytte, at fortælle, at læse med fordobling, at forundres over lyrikkens metaforer, at skrive i hånden (eller skal de egentlig det?)
Så jeg har rigtig meget brug for selv at få tænkt danskfaget (for mit vedkommende - I andre overvejer bare jeres fag) sammen i en ny helhed. En helhed, hvor web2- teknologierne bliver redskaber - og ikke selve målet, som jeg synes, de nogle gange bliver.
Web2-teknologierne kan nemlig også godt bidrage til at understøtte mundtligheden, fortællingen, fascinationen af billedkunst osv. Men det kommer de jo kun til, hvis jeg er en dygtig nok underviser...
- Danskfagligt
- IT-didaktisk
- og sådan helt praktisk...
Så det er jo fint nok at blive udfordret, som jeg bliver på web2-beviset. Jeg kan bare godt blive lidt træt af alle teknologi-buzz-ordene...
PS: Hvor mon egentlig udtrykket "varm luft" stammer fra - og er det en dækkende overskrift??